Det sagde vores yngste søn på 6 år til mig. Jeg tænkte straks, at mon det er det, jeg går og signalerer, og kom hurtigt fra det igen, da jeg ikke er udfordret på det punkt. Men så har sætningen alligevel gået og simret i mit baghoved. Vores yngste er noget af en krudtugle, men han er også ekstrem følsom og refleksiv, og da jeg blev så paf, fik jeg ikke spurgt ind til det i situationen. Og at komme flere uger efter er ligesom udelukket, tænkte jeg. Men så spurgte jeg ham alligevel. “Jamen, du er da god nok, lige som du er mor, husk altid det!” Som om jeg var i tvivl. Igen.
Og så slog det mig. Når vores børn af en eller anden grund er inde i en periode, hvor de ikke lige trives eller har nogle udfordringer i skolen, hjemme, fagligt eller følelsesmæssigt etc., så er min største udfordring indimellem ikke “bare” at lade dem være i det- og ikke forsøge at forcere en udvikling. Ej heller at pakke tingene ind, eller at løse det for dem, tale -eller vise dem kærlighed til døde. Men jeg kan bruge så meget krudt på det, at jeg kan ligne én, der render rundt med alverdens byrder. Altså, deres byrder. Og ens børn kan jo læse én som en åben bog. Så selvfølgelig skal vi bære hinandens byrder, og jo min opgave er skam at klæde dem bedst muligt på til livet og “kvæle” dem i kærlighed- meeeen det kan også tage overhånd. Og man kan godt være en god mor uden at skulle løse alle problemer for ens børn- eller at få dem til at være glade hele tiden.
Så tak for det lille skat- du kloge lille menneske!
Skriv et svar