Jeg talte med en ung skøn fyr i går på 17 år. Han har ikke haft en normal opvækst, men har kæmpet sig frem i livet og er nu i en normalklasseforanstaltning.
Det er meget hårdt for ham og være blandt “normale” børn. For først nu føler han sig virkelig unormal, anderledes og mærkelig.
Først nu går det op for ham alt det, han ikke har fået med hjemmefra. Alt det, de andre bare tager for givet. Alt det, de andre slet ikke forstår.
Han føler sig som en 50-årig i en 17-årig krop. Han føler sig ensom. Han føler sig misforstået. Ja, slet ikke forstået.
Og jeg støder bare på det igen og igen og igen. De forskellige forudsætninger vi alle fødes med og ind i. Nej, der er bestemt ikke altid ligevægt i tilværelsen. Men vi får kun det, vi får. Og så må vi håbe, at det trods alt giver det bedste afsæt til resten af livet…
Tanker fra mig til jer…
Skriv et svar