I dag, i morges, på Kristi Himmelfartsdag, kørte jeg på arbejde. Blot et par timer. For at være der for en mor, der fik fjernet sit barn. Kl. 10. Aldrig har det givet så meget mening at tage på arbejde. For hvis jeg ikke var der, så var der ikke nogen.
Jeg har sagt farvel til at være den, der træffer overordnede beslutninger, men ja til at være den, der er der, når regnskabets time er kommet. For at være der i helvedet, i sorgen og i smerten. Og også dér er der lys og håb og grin.
Hasta la vista, motherfucker- siger jeg til mig selv. Til mine fine ambitioner. Det her er hjerteblod. Det her er essensen af livet, mit arbejdsliv- at være noget for andre. At passe på hinanden. Også når lokummet brænder og Instagram billedet krakelerer. Det er det her, jeg vælger. Næstekærligheden.
Ved godt, at motherfucker er et forfærdeligt og vulgært engelsk udtryk, men jeg er hverken hellig eller syndfri. Derimod er jeg taknemmelig.
Kærligst Lykkemie
Skriv et svar